Hans Voigt Steffensen (1941- )

Hans Voigt Steffensen 



Voigt Steffensen, Hans Mogens, *1941, maler, grafiker. *6.2.1941 i Kbh. Forældre: Chauffør Arthur S. og Ella Voigt Christiansen. Samliv med Karen Friis Nielsen, *4.7.1962 i Tranebjerg, Samsø, datter af lærer Egon N. og Birgit Karen Friis Pedersen.

Biografi

Rejser oq udlandsophold: Ungarn 1974; Rusland 1976; Bulgarien 1979; Tjekkoslovakiet 1979; Italien, Frankrig, Spanien mellem 1982 og 1994; Bali 1984. Hans Voigt Steffensen er opvokset i København. Han har malet det mørke Nørrebro og Vesterbro, i begyndelsen i en dunkel farveholdning, men snart med islæt af gule, orange og grønne farver, der udstråler frodighed og livsglæde og mere koncentrerer sig om at gengive bydelenes grønne områder end deres nedslidthed. I disse tidlige billeder fornemmes påvirkning fra Erik Hoppe. Ud over bybilleder udførte V.S. landskaber. Han har malet Vendsyssels gule sommerkornmarker eller vintersædens grønne spirer i heftige penselstrøg og stærke farver, som kendes fra fauvisterne og de tidlige tyske ekspressionister. Den store ændring i V.S.s motivverden indtraf, da han i 1974 rejste til Ungarn og senere i årtiet til Polen, Sovjetunionen og Bulgarien. Her fandt han en inspiration, der førte ham væk fra landskabsmaleriet. Han var fascineret af folkelivet, dragterne og farverne, og hans palet ændrede sig markant. Blå, violette og mange nuancer af rødt kom til og blev påført lærredet i pastose lag. Menneskefiguren blev central, han malede dansende piger, ungarske, bulgarske og slovakiske folkedansere, spanske flamencodansere, balletdansere og cirkusfolk. Han har malet og tegnet i mange lande, bl.a. på Bali, hvor han har gengivet den brændende sol, de mange farver, frodigheden og befolkningens afslapning efter de lange dages slid. Det er dog i første række de østeuropæiske lande med deres rige folklore, der har haft betydning for V.S.s stadige stræben efter at vise dansens sjæl.


Hans Voigt Steffensen (født 1941): 'Kongens Have'. Litografi, nr. 61 af 100. Sign. og dateret i bly H. Voigt Steffensen 72, 41 x 51 cm.




Links

Wikipedia
Gravsted


Litteratur
Berl. Tid. 24.9.1966; 29.3.1970 (Ejgil Nikolajsen); 3.3.1980 (Peter Michael Hornung); 25.2.1987 (Ole Nørlyng); Per Jølting: Omkring en kunstner, 1968; Weekendavisen 14.11.1975; Pol. 4.2.1976 (Pierre Lübecker); 28.2.1980 (samme); 20.12.1982 (samme); 10.3.1983 (Gunnar Jespersen); 19.2.1987 (samme); Sam Besekow (forord): H.V.S., 1991; Bent Karl Jacobsen i: Kat., Gal. Asbæk, Kbh. 1991; Alex Steen i: Kat., Gal. Asbæk, u.å. DR TV 19.2.1979 (Jytte Kynde); Danm. og malerne, DR TV 4.1.1982 (Stig Krabbe Barfoed); Havet og sommerens farver, DR TV 21.3.1988 (Kjeld Ammundsen); Vi besøger en billedkunstner, 1989 (kortfilm, Ole Villadsen); Hans, 1993 (kortfilm, Bill Rathje).

---------------------------------------------

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søren Christian Bjulf (1890-1958)

Folmer Bendtsen (1907-1993)

Poul S. Nielsen (1920-1998)