Aage Sikker Hansen (1897-1955)

                   Alfabetisk oversigt over københavnermalere  (klik på bogstav) 

A  B  C  D  E  F  G  H  I-J  K  L   N  O  P  Q-R     T-U  V-W  X-Y-Z  Æ-Ø-Å

Marinemalere
Grafikere
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Aage Sikker Hansen


Aage Sikker Hansen (født 29. juli 1897 i Grenaa, død 27. oktober 1955 i København) var en dansk tegner, plakatkunstner og bogillustrator. Han var i en årrække medarbejder ved Politikens "Magasinet". Han står bag reklameplakater som f.eks. FDBs Cirkel Kaffe.

Han var søn af maskinkonstruktør Markus Sikker Hansen og Valborg Augusta født Rasmussen

Uddannelse: Blev udlært malersvend i Aalborg 1916 og afgik fra Aalborg tekniske skole 1917. Han gik på Kunstakademiet i én måned i 1917 og tog dernæst en 3-årig uddannelse som litograf.

Begravet på Sædder Kirkegård.

(wiki)


Aage Sikker Hansen: Solsort, litografi - auktionshuset


Biografi

Med kaffepigen og Tobakspigen har Aage Sikker Hansen indtaget en solid plads på væggen i mange danske hjem – og med god grund. Hans værker, der alle har inspiration fra hverdagen, har i mange år været velansete både blandt alm. danskere, men også på det mere professionelle plan. Han har malet lige fra den originale forside til disneys “junglebogen” til loftet i bryllupssalen på Frederiksberg Rådhus. Derudover er han særligt kendt for sine smukke litografier, hvor han udviklede sin egen teknik, som især fokuserede på skygger og gav et unikt udtryk.  I 1932 havde han sin første udstilling hos kunsthandler Chr. Larsen i Klosterstræde. Samme år blev han knyttet til Politiken, hvor han regelmæssigt leverede tegninger til søndagstillægget Magasinet. Her varede det ikke længe, inden han slog sit navn fast i publikums bevidsthed som illustrator til noveller og i de store midtersider, hvor hans tegning var det dominerende. Der kom hans litografiske viden ham til gode. Han vidste som ingen anden, hvad den litografiske sten og zinkpladen kunne yde. Når han tegnede med litografkridt eller med kul på den ru flade, kunne han opnå en forbløffende virkning blot ved at anvende de tre hovedfarver og sort – men lige så ofte benyttede han en stærkt personlig teknik, der udelukkende bestod af variationer mellem sort og hvidt, og hvor lys og skygge kom til at dominere hans tegning. Aage Sikker Hansen fandt sine motiver i hverdagen, og han blev folkets kunstner i ordets bedste forstand. Gennem Magasinet nåede hans tegninger ud over hele landet, og den store litografi af kvinden der trykker sit barn til brystet hang i en årrække i mange unge danske hjem. Også hans enestående smukke gengivelser af danske fugle og pattedyr bør nævnes – mange af dem udsendt som litografier. Forfatteren Johannes V. Jensen beundrede ham, og han fremhævede hans mod til at være en banal kunstner i god forstand. Sikker Hansen tegnede omslag og illustrationer til flere af forfatterens bøger, akkurat som han illustrerede andre bogtitler. Også som plakatkunstner vandt Aage Sikker Hansen stor og berettiget popularitet. Navnlig gjorde museerne flittigt brug af ham. Han tegnede plakater til Frilandsmuseet, til Handels- og søfartsmuseet på Kronborg og til Zoologisk have. Hans første plakat, en færdselsplakat der 1930 indbragte ham 1. præmien i Politikens konkurrence, vakte med sin utraditionelle løsning stor opmærksomhed. Et lille barn der trasker over gaden i skyggen af kæmpestore lastvognshjul. I 1935 udførte han vægdekorationen til den danske pavillon i Bruxelles, og 1937 fik han Grand Prix for sin udsmykning af den danske pavillon i Paris. Politikens foredragssal bærer hans navn, og hans sidste store dekorationsarbejde var vægfelterne til bryllupssalen på Frederiksberg rådhus. Der var noget indlysende troværdigt og ægte dansk ved hans kunst. Den var enkel og ligetil, og det var kun naturligt at hans plakater og litografier kom til at hænge i mange danske hjem. Sikker Hansens er i dag repræsenteret på bl.a. Arbejdermuseet, KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, AROS – Aarhus Kunstmuseum, samt på Statens Museum for Kunst.


Aage Sikker Hansen: Zoo, plakat, 1947




Aage Sikker Hansen “Kafferisteriet FDB Fabrikkerne - Cirkel Kaffe”. Reklameskilt af emaljeret metal. Udført hos Ravnholm Emaljeværk, ca. 1955. 90×90.




Aage Sikker Hansen: Davregryn, plakat


Værker



Links

Signaturbogen 2.0


Litteratur


---------------------------------------------

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søren Christian Bjulf (1890-1958)

Folmer Bendtsen (1907-1993)

Poul S. Nielsen (1920-1998)