C.W. Eckersberg (1783-1853)

                     Alfabetisk oversigt over københavnermalere  (klik på bogstav) 

A  B  C  D  E  F  G  H  I-J  K  L   N  O  P  Q-R     T-U  V-W  X-Y-Z  Æ-Ø-Å

Marinemalere
Grafikere
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


C.A. Jensen, Maleren C.W. Eckersberg, 1832. SMK


Christoffer Wilhelm Eckersberg (2. januar 1783 i Blåkrog i Sønderjylland – 22. juli 1853 i København) var en dansk maler. Eckersberg Medaillen er stiftet på hundredeåret for hans fødsel.

Eckersberg lagde grunden til den danske guldalders malerkunst. Hans elever hørte til periodens ypperste kunstnere som Christen Købke, Martinus Rørbye, Wilhelm Bendz og Constantin Hansen, og derfor betragtes han som en af den danske guldalders hovedpersoner.

Efter konfirmationen kom han i malerlære hos Jes Jessen i Aabenraa og fortsatte 17 år gammel hos Joh. Jac. Jessen i Flensborg, hvor han blev svend i maj 1800. Han blev i 1803 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi og var elev hos Jacques-Louis David i Paris i 1811–1812.

Han blev udnævnt til professor ved Kunstakademiet i 1818. I 1819 fik han af Admiralitetet adgangstegn til Holmen (Gammelholm), så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.

Når orlogsgasterne om sommeren svømmetrænede på Holmen, havde Eckersberg lejlighed til at betragte nøgne mænd og vurdere deres legemsbygning. Han kunne således vælge de nøgenmodeller, som han havde brug for ud over de modeller Kunstakademiet stillede til rådighed.

Eckersberg var direktør for Kunstakademiet 1827–1829. Han døde under koleraepidemien i København 1853 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.

Liv og gerning

Christoffer Wilhelm Eckersberg blev født den 2. januar 1783 i Blåkrog ved Als Fjord som søn af snedker og maler Henrik Vilhelm Eckersberg og Ingeborg (f. Asmusdatter Nissen).



Opvækst og tidlig uddannelse

I 1786 flyttede hans familie til Blans, en landsby nær Als Sund, hvor han nød at tegne billeder af landskabet og at sejle i sin fars båd. Efter sin konfirmation kom han i lære som maler under malermester, Jes Jessen i Aabenraa (1797-1800). Han fortsatte som 17-årig under Johann Jacob Jessen i Flensborg, hvor han blev svend.

Uddannelse ved akademiet

Mens han var i lære, lavede han gode tegninger og malerier. Han havde ambition om at komme på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Da han havde skaffet sig penge og støtte fra lokale bekendte, ankom han til Københavns Toldbod den 23. maj 1803. Han blev optaget på Akademiet i 1803 og studerede under blandt andre akademiets førende lærer og direktør Nicolai Abraham Abildgaard.

Han gjorde gode fremskridt og malede historiske malerier, portrætter og landskaber. Det førte dog ikke til ros fra Abildgaard, som ifølge Eckersbergs søn, Erling Eckersberg, rådede faderen til at opgive akademistudierne og blive porcelænsmaler. Det er antydet, at det først var efter Abildgaards død i 1809, Eckersberg fik mulighed for at vinde akademiets store guldmedalje, hvilket han gjorde samme år. Han vandt dog både den lille og den store sølvmedalje og den lille guldmedalje i 1805, mens han gik tomhændet fra konkurrencen i 1807. Han samarbejdede med grafikeren Gerhard Ludvig Lahde og tjente penge på at tegne forlæg til bl.a. serien En falden Piges Historie.

Eckersberg lavede de bedste billeder af Københavns bombardement i september 1807. Han samarbejdede med kobberstikker G.L. Lahde, der specialiserede sig i aktuel billedreportage, og bad Eckersberg om at forsyne sine billeder med flere bomber, sådan for effektens skyld. Kobberstikkene solgtes i Lahdes forretning i Gothersgade 125, og om Eckersbergs billede fra Landemærket skrev kritikeren: "Det udmærker sig ved godt valg, megen historisk sandhed, rigtigt perspektiv og kraftfuld pensel. Man ser lue og brand og behøver ikke tænke sig det." Eckersberg boede til leje hos Lahde oppe på kvisten, og en bombe var slået ned i huset og sårede kunstneren let i hovedet. Han fik dog afværget en større ulykke ved at slå indholdet av sin natpotte ud over bomben.

Selv om han fik løfte om et rejsestipendium sammen med guldmedaljen, fik han først udbetalt midlerne under sin rejse i 1812. Den 1. juli 1810 giftede han sig med Christine Rebekka Hyssing (1783-tidligst 1852)for at legitimere deres søn, Erling Carl Vilhelm Eckersberg. Ægteskabet blev opløst i 1816, inden Eckersberg var kommet tilbage fra sit udlandsophold. Erling fulgte siden i sin fars fodspor med en uddannelse ved Akademiet og en karriere som kobberstikker.

Studierejser

C.W. Eckersberg, Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk, 1815 eller 1816, Statens Museum for Kunst.

Ivrig efter at rejse, traf han aftaler, der kunne give ham den finansielle støtte. Det gjorde det muligt for ham at rejse. Den 3. juli, få dage efter brylluppet, begyndte han sin udlandsrejse. Sammen med Tønnes Christian Bruun de Neergaard, som var forfatter, kunstelsker og hans finansielle støtte, tog han via Tyskland til Paris, hvortil han ankom den 9. oktober. Her studerede han under nyklassicisten Jacques-Louis David 1811-1812. Han blev bedre til at male menneskekroppen og fulgte sin lærers opfordring til at male efter naturen og antikken for at finde sandheden. Det var her, han udviklede et livslangt venskab med sin bofælle i Paris, Jens Peter Møller og med kobberstikkeren Johan Frederik Clemens, Jens Juels samarbejdspartner, som han korresponderede med.

I 1813 rejste han videre via Firenze til Rom, hvortil han ankom den 3. juli, og hvor han fortsatte sine studier 1813-1816. Han arbejdede på at forbedre sine evner som historiemaler og nød at male små billeder af det lokale liv og landskab. Han boede der i tre år blandt en stor gruppe kunstnere med Bertel Thorvaldsen som det kulturelle midtpunkt. Eckersberg og Thorvaldsen udviklede et nært og varigt venskab, og mesteren tjente også Eckersberg som en god rådgiver. Eckersberg malede et af sine bedste portrætter – af Thorvaldsen – i Rom i 1814; det blev givet til Kunstakademiet. Livet i Rom bekom ham godt, og han lod sig påvirke af det stærke lys under de sydlige himmelstrøg. Han var meget produktiv i de år, og malede exceptionelle landskabsbilleder.

Den 13. maj 1816 forlod Eckersberg Rom, og den 2. august vendte han tilbage til Danmark.


Akademisk karriere

Balders død, maleri fra 1817 af C.W. Eckersberg.

Kort efter sin tilbagevenden til Danmark blev han i oktober 1817 medlem af Akademiet, som ved den lejlighed modtog et billede inspireret af myten om Balders død. 8. februar 1817 blev han gift med Elisabeth Cathrine Julie Juel (1791 - 1827), datter af Jens Juel, den kendte portrætmaler og professor ved Akademiet.  De fik to sønner og fire døtre bl.a. Jens Eckersberg.

Han blev udnævnt til professor ved akademiet i 1818, en stilling der havde stået ubesat siden Abildgaards død i 1809. Akademiet havde ventet med at besætte stillingen, til Eckersberg var vendt tilbage til Danmark fra sine studierejser, skønt det havde ansøgninger fra Abildgaards disciple Christian Fædder Høyer, Christian Gotlieb Kratzenstein-Stub og J.L. Lund. Akademiet udnævnte både Eckersberg og Lund.

Et år efter Julies død i 1827 giftede han sig med hendes søster Susanne Henriette Emilie Juel, med hvem han fik en søn, der døde inden han fyldte et år, samt datteren Julie, der skrev sine erindringer om faderen, og livet på Kunstakademiet.

Eckersberg var leder af Akademiet fra 1827 til 1829. 1829 blev han Ridder af Dannebrog og 1840 Dannebrogsmand.

Hans syn svigtede mod slutningen af livet, og han måtte opgive at male. Han døde i København af kolera 22. juli 1853 under den store epidemi og ligger begravet på Assistens Kirkegård.

(Wikipedia)


Links

Signaturbogen 2.0

IV - Mytologiske malerier i Dansk Guldaldermaleri
V - Marinemalerier i Dansk Guldaldermaleri
VI - Modelmaleri i Dansk Guldaldermaleri
VII - Københavnske prospekter og genremalerier i Dansk Guldaldermaleri

Litteratur

---------------------------------------------

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søren Christian Bjulf (1890-1958)

Folmer Bendtsen (1907-1993)

Victor Brockdorff (1911-1992)