Frans Schwartz (1850-1917)

                      Alfabetisk oversigt over københavnermalere  (klik på bogstav) 

A  B  C  D  E  F  G  H  I-J  K  L   N  O  P  Q-R     T-U  V-W  X-Y-Z  Æ-Ø-Å

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Frans Schwartz: selvportræt


Johan Georg Frans Schwartz (19. juli 1850 i København – 13. februar 1917 i Valby) var en dansk maler.

Frans Schwartz var søn af kunstdrejer Johan Adam Schwartz. Oprindelig var han bestemt til i sin tid at overtage sin fars virksomhed og han arbejdede efter sin konfirmation nogen tid ved drejebænken, men lysten og evnen til at tegne og male lagde sig dog snart så stærkt for dagen, at han fik lov til at søge uddannelse som kunstner, og i 1866 blev han elev på Kunstakademiet, som han gennemgik på omkring 6 år. Inden da havde han søgt undervisning hos C.V. Nielsen. I 1874 debuterede han på Charlottenborg med den store karton Job og hans Venner, der var lønnet med den mindre guldmedalje, og som vakte ikke ringe opmærksomhed ved sin storstilede komposition og udmærkede formgivning ikke mindre end ved klar og gribende skildring af situationen og figurerne. Året efter udstillede han sit første maleri, I Stuen hos en Syg, der navnlig virkede ved den dybe alvor og fremtrædende storsind, hvormed kunstneren sundt og jævnt havde fortalt om kærlighedsforholdet mellem den syge kvinde og hendes datter; prægtig var det formet, men i koloritten mindre vellykket. Langt højere nåede Schwartz i det større billede Syge og skrøbelige søge Helbredelse hos Jesus (udstillet 1876). Også her var der vel et og andet at anke over i farvegivningen, men kompositionen var prægtig og fuld af liv og alle skikkelser og ikke mindst kristusfiguren – vidnesbyrd om dyb psykologisk evne og inderlig følelse.

Frans Schwartz: Interiør fra huset på Bjerregårdsvej, akvatinte
Kgl. Bibl.


I 1878 foretog Schwartz sin første større rejse til udlandet, som han for øvrigt flere gange har gæstet uden nogen sinde at arbejde i noget fremmed atelier; blandt andet var han en tid i Spanien; samme år var hans Jacobs Død, der i koloristisk henseende hører til kunstnerens betydeligste frembringelser og også står højt ved sit følelsesindhold, udstillet. Mellem hans senere arbejder kunne, foruden nogle portrætter, hans store loftsmaleri på Frederiksborg, Frederik 3. som enevældig hersker, omgiven af repræsentanter for stænderne, og hans dekorative billeder i den soldenfeldtske stiftelse i København nævnes. Men for øvrigt har tallet på de malerier, han i de senere år har bragt frem for offentligheden, ikke været stort, dels vel fordi han har ofret en ikke ringe del af sin kraft på deltagelse i ledelsen af en skole for malere, dels på grund af hans meget stærkt udviklede selvkritik. Ikke blot som maler, men også som radererkunstner hører han til sin generations allermest fremragende mænd; men af de 90 for største delen udmærket skønne raderinger, han hidtil har udført, er kun et ringe antal kommet almenheden til gode.

Frans Schwartz: Portræt af ung pige 1893, antagelig adoptivdatteren Asuncioin
Kgl. Bibl.


Frans Schwartz var en original og han blev aldrig gift, selvom han havde arvet en betydelig formue fra sin familie. Alligevel havde han en adoptivdatter Asuncion, som var datter af fattig spansk kvinde, enke efter en tyrefægter og som havde 11 børn og som mere eller mindre levede på gaden. På en studierejser til Spanien og Nordafrika sammen med P. S. Krøyer, boede han i en tid i Sevilla, hvor han traf moderen, der tjente lidt penge ved at stå model for danske kunstnere i byen. Schwartz fandt interesse for pigen, og tog sig af hende og besluttede at tage hende med til Danmark. Det var dog ikke ligetil, men for et pengebeløb fik Schwartz lov at tage pigen med sig, hvor han dog efter nogen tid tabte interessen for hende. Hun blev derfor taget til sig af Schwartz' søster Augusta. Da Asuncion blev voksen giftede hun sig med læge og Borgerepresentant John Duurloo i Valby. (kilde: Malene Schwartz: Alba, Malene Schwartz er grandniece til Frans Schwartz.)


Fr Schwartz Portræt af en lyshåret ung kvinde med fletning. Sign. monogram. Olie på træ. 45×35.
Bruun-Rasmussen, 2014



Han er begravet på Assistens Kirkegård.

(Wikipedia)

Uddannelse

I kunstdrejerlære hos faderen; dimitt. fra Chr.V. Nielsens tegnesk.; Kunstakad. Kbh. okt. 1866, afg. dec. 1872, lille guldmed. 1874. (Weilbach)



Frans Schwartz: Portræt af en ældre kone, radering
Kgl. Bibl.



Links




Litteratur

---------------------------------------------

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søren Christian Bjulf (1890-1958)

Folmer Bendtsen (1907-1993)

Poul S. Nielsen (1920-1998)