Vilhelm Hammershøi (1864-1916)

Alfabetisk oversigt over københavnermalere (klik på bogstav)

A B C D E F G H I-J K L M N O P Q-R S T-U V-W X-Y-Z Æ-Ø-Å

Kunstnere fordelt efter tilhørsforhold

Guldaldermalere, Marinemalere, Grafikere, Fynboer, Skagensmalere

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vilhelm Hammershøi

Vilhelm Hammershøi (født 15. maj 1864 København, død 13. februar 1916 sammesteds) var en dansk maler, søn af Frederikke (f. Rentzmann) og grosserer Christian Hammershøi, storebror til maleren Svend Hammershøi.

Vilhelm Hammershøi (1864-1916): “Skrivepulten”, 1899. Sign. V. Hammershøi. Fotogravure på Japan papir. Lysmål 24,5×21,5 cm Bruun-Rasmussen, 2025

Uddannelse: Tegneundervisning allerede som Barn hos N. C. Kierkegaard; malede desuden hos Fr. Rohde, senere hos Vilh. Kyhn; dimitt. af C. F. Andersen og H. Grønvold til Akad., hvor han blev opt. i Alm. Forb.kl. Okt. 1879, og som han besøgte til og med April Kv. 1884 (bl. a. med F. Vermehren som Lærer); derefter Elev af P. S. Krøyer. Stipendier: Akad. 1893, 95, 97. Rejaer: 1887 Holland, Belgien; 1889 Paris (Verdensudst.); Sept. 1891 -Marts 1892 over Holland til Paris; Okt.-Dec. 1893 Norditalien; Juni 1897 Stockholm; Okt. 1897 -Maj 1898 over Holland til London; Okt. 1902 Febr. 1903 Italien; Sept. 1904 England; Okt. 1905-Beg. af 1906 over Berlin og Holland til London; Sept. - Okt. 1907 Florens; Juni og Nov. 1912, April 1913 London. Udstillinger: Charl. 1885-89 (4 G. m. 6 Arb.); Den frie Udst. (Medstifter) 1891-1904, 06, 08, ) 4-16; Nord. Udst. 1888; Paris 1889; Moderne dansk Kunst, Kunstfor., 1890; Kleis 1892; Oktoberudst., 1893 (Klein); Kunstn. Studiesk. Udst. 1896; Paris 1900; Raadhusudst. 1901; London 1907; Aarhusudst. 1909; Berlin 1910-11; New York 1912; Brighton 1912; Malmøudst. 1.914; Stockholm 1919; Brooklyn 1927; Paris, Jeu de Paume, 1928; Kiel 1929; Oslo 1931; Biennalen 1932; Amsterdam 1934; Riga 1936; Ungarn 1936; Bukarest 1936-37; Belgrad 1937; Mit bedste Kunstværk, 1941; Sep.udst. 1900, 16 og 30 (alle Kunstfor.), 1905 (Berlin), 1930 (Stockholm). Udmærkelser: Bronzemed., Paris, 1889; Sølvmed. sst. 1900; Guldmed. 2. Kl. München 1891; 1. Kl. sst. 1909; Grand prix (10.000 lire) Rom 1911; Selvportræt i Uffizierne. Hverv: Medl. af Akad.s Plenarforsaml. 1909, af Akad.raadet 1910 til sin Død; Varetagelse af Prof. L. Tuxens Gerning ved Akad. under hans Bortrejse 1913. (Weilbach, 1947, Rosenkamp)

Fra det gamle Christiansborg, 1907
SMK

Biografi

Vilhelm Hammershøis Kunst er et af de mest værdifulde Udslag af den Stræben efter Stil, der fandt Sted i 90'erne. Hans i høj Grad forfinede Særpræg træder allerede tydeligt frem i det udmærkede Portræt af Søsteren, som Akademiet 1886 nægtede Neuhausens Præmie. Et Par Aar senere kasserede Charlottenborgs Udstillingskomite et andet fremragende Billede af ham, der viste hans tidlige Modenhed: En ung Pige, der syr (1887), og dette blev medvirkende til Dannelsen af Den frie Udstilling. Hans intime Kunst virkede dengang udæskende, ja, endog revolutionær, og hans gode Ven Karl Madsen skrev saa sent som 1899: +Udpræget og paafaldende ejendommelig er V. H.s Kunst noget af det mærkeligste danske Nutidsmaleri, sikkert det særeste*. Nogen Omstyrter var han dog mindst af alt, snarere en maaske alt for stærkt kulturbestemt Personlighed, en Eklektiker med kræsen Smag for klassisk Kunst, fra græskarkaisk til italiensk, hollandsk og gammel dansk. +Hele hans Kunstnertilværelse*, skriver Carl V. Petersen, +var i Virkeligheden en uafbrudt Kamp mellem hans Talent og hans Smag, en uafbrudt Kompetencestrid kan man sige. Men hvor Talentet sejrede, sejrede ogsaa han; hvor Smagen tog Magten, tog den ogsaa Magten fra ham*. I et stenografisk Interview om, hvad der var bestemmende for hans Opfattelse af Motivet, udtalte H. engang, at Lyset og Farven ingenlunde var noget underordnet for ham, og at han arbejdede meget for at opnaa Harmoni; men naar der var Tale om Valg af Motiv, var det først og fremmest Linien, det for ham kom an paa. Som den udtalte Valørmaler forsagede han alle stærke Lokalfarver; hans Kunst er et Spil med Sordin, overvejende med Aftoninger af hvidt, graat og sort, inden for hvilken blide og stemningsmættede Skala der aabnede sig et videre Perspektiv for Fantasien.

Ogsaa H.s Motivvalg er strengt afgrænset. Hans Interiører er stilrene, stille Stuer, tomme eller med faa Møbler af kræsen Smag og ofte en enkelt sortklædt Figur føjet ind som Kontrast til de hvide Vægge og Døre, et henaandet Maleri, hvis Grundakkord af douce Toner kun sjældent akcentueres ved Antydninger af varmere Farver. En lignende Stemning er der over hans Arkitekturbilleder, hvor Slotte og Palæer i et Spind af Fortid sover deres Tornerosesøvn, og selv en almindelig gammel Husgavl i Frederiksværk eller Den gamle Ladegaard er af samme klassiske Prægnans. Det danske Landskab er i H.s Fremstilling karakteriseret ved den lave Horisont, nøgen eller med Landevejstræer, Lunde og Skovbryn i det svagt bølgende Terræn eller enkelte Trækroner mod en høj Himmel.

Han har desuden som nævnt skabt udmærkede Portrætter (bl. a. af sin Familie, af Moderen, Søsteren og Broderen), Selvportrætter og Dobbeltportrætter af sig selv og Hustruen eller Portrætstudier som dem til Gruppebilledet i det Thielske Galleri, hvor Th. Bindesbøll, Svend Hammershøi, Karl Madsen, J. F. Willumsen og Carl Holsøe er anbragt, siddende ved et Bord, i Kompositionen mindende om gamle Nadverbilleder. Alt for lidt fik han vist sin Evne for Figurmaleri i større Stil som i Ungdomsbillederne Job (1887) og Kompositionen Anemis (1.893), der af nogle, vistnok med Rette, betragtes som et af de mest typiske Værker fra hans Haand, Udtryk for det dybeste i hans drømmende Kunstnersind.

I H.s Interiør- og Portrætkunst findes som nævnt Mindelser om hollandsk Kunst (Vermeer van Delft og Rembrandt), og Signorellis Pan skal have været hans Udgangspunkt for Anemis. Han beundrede Ingres som Tegner; men af Samtidens Kunstnere er det vanskeligt, med Undtagelse af Whistler, at nævne nogen, der har haft Indflydelse paa ham. Portrættet af Ida Ilsted (1890) skal i Paris være blevet beundret af Kritikeren Th. Duret og Maleren Puvis de Chavannes. Ogsaa Renoir synes (if. Carl V. Petersen) at have næret Interesse for visse af H.s Ungdomsportrætter. H.s Kunst er skabt i en Brydningstid, hvor den kunstneriske Opfattelse af Tilværelsen mere og mere tenderede mod Farven, og fandt derfor næppe fuld Paaskønnelse, især i de Arbejder, hvor han dybest havde givet Udtryk for sit Sinds Egenart; men han vil utvivlsomt blive staaende som en af Periodens store Malere. U. (Weilbach, 1947, Rosenkamp)